Om at flytte til Grønland og studere
Første gåtur gennem Sisimiut var for at finde en dagligvarebutik efter at have sat kufferten af i et overraskende appetitligt lyst, rent og velindrettet kollegieværelse med eget bad, køkken og altan. Gåturen afslørede chokerende kendsgerninger om Grønland der absolut ikke stemte overens med de medbragte fordomme. Der var firehjulstrækkere, asfalterede veje, Brugsen, tøjbutikker, pæne nye treetageshuse, motorbåde, cykler, børnehaver, hipsterlignende typer og endda enkelte klassiske Brian-typer. De pelsklædte kajakroende fangere, hytterne, trommedansende shamaner og alkoholikerne var ikke til at se. De dukkede så op lidt senere på malerier og fotos i kulturhuset.
Prisen på rødvin og grøntsager var endnu en rystelse…..især rødvinen.
Landskabet
Landskabet med de for det meste snedækkede fjelde og havet blev en daglig fornøjelse enten at kigge på eller at tage på ture i med madpakke og kamera. Det var skærende og øjenklarende uanset om der var tæt tåge, snestorm, blikstille eller høj blå himmel, og ikke engang de mange hylende slædehunde der torturerede sig selv ved at springe lystigt bare for at blive flået tilbage af lænkerne, kunne spolere oplevelsen. Nasaasaaqs top 784 m over havoverfladen har en udsigt der absolut ikke fremmer lysten til at gå ned igen, men de lavere sydvendte plateauer på fjeldet kunne også sagtens bruges til at rense lidt ud i alle tankerne, siddende og kigge på fjeldene sydpå og havet omkring dem, mens en mikroskopisk fiskerbåd sejlede nedenunder efterladende sig en hvid stribe i sølvet. Præstefjeldets kig ned til lufthavnen man får lejlighed til at undres over der overhovedet kan landes på, og kigget op nordpå, giver den samme katharsiske virkning som Nasaasaaq. Man kan så på turen op på begge fjelde more sig over danskerne der bestiger bjergene med en oppakning og en alvor som var det Mount Everest, mens man siger hej til et par grønlandske skolepiger, den ene let overvægtig, eller et par midaldrende damer i hverdagstøj uden hverken rygsæk eller proviant.
Prisen på rødvin og grøntsager var endnu en rystelse…..især rødvinen.
Landskabet
Landskabet med de for det meste snedækkede fjelde og havet blev en daglig fornøjelse enten at kigge på eller at tage på ture i med madpakke og kamera. Det var skærende og øjenklarende uanset om der var tæt tåge, snestorm, blikstille eller høj blå himmel, og ikke engang de mange hylende slædehunde der torturerede sig selv ved at springe lystigt bare for at blive flået tilbage af lænkerne, kunne spolere oplevelsen. Nasaasaaqs top 784 m over havoverfladen har en udsigt der absolut ikke fremmer lysten til at gå ned igen, men de lavere sydvendte plateauer på fjeldet kunne også sagtens bruges til at rense lidt ud i alle tankerne, siddende og kigge på fjeldene sydpå og havet omkring dem, mens en mikroskopisk fiskerbåd sejlede nedenunder efterladende sig en hvid stribe i sølvet. Præstefjeldets kig ned til lufthavnen man får lejlighed til at undres over der overhovedet kan landes på, og kigget op nordpå, giver den samme katharsiske virkning som Nasaasaaq. Man kan så på turen op på begge fjelde more sig over danskerne der bestiger bjergene med en oppakning og en alvor som var det Mount Everest, mens man siger hej til et par grønlandske skolepiger, den ene let overvægtig, eller et par midaldrende damer i hverdagstøj uden hverken rygsæk eller proviant.
Den på forhånd frygtede kulde viste sig at være mere behagelig end det grå og sjaskede danske vintervejr, selv når den nåede minus 20 og rev i ansigtet. Vintermørket var den største udfordring for en københavner med hang til byens lys og blev holdt på afstand med en stor mængde film på computeren og stearinlys på spisebordet, men bød også på nogle fantastiske solnedgange over havet omkring juletid.
Samfundsindretningen og infrastrukturen virkede som en mindre lidt lego-agtig udgave af Danmark, og ofte virkede grønlænderne lidt forvirrede og fremmede i den når de skulle sende pakker på posthuset, reparere lysmaster langs vejene og skrive læserbreve og artikler i aviserne.
Brugen af den foretrukne Mac var der til gengæld ikke noget i vejen med, og de unge var klædt som de er i København, plus skibukser.
Sisimiut
Daglige gåture førte gennem havneområdet hvor der blev gået på isflagerne hen til jollen og de fangede fugle og fisk blev lagt op på kajen, og hvor der blev losset anseelige mængder containere med varer og forbrugsgoder som fladskærme, australsk oksekød, adidas-sko, biler og Urtekrams økologiske sæber, videre gennem det turistvenlige museumsområde med tilhørende cafe, mellem forfaldne boligblokke fra hastværket i 50’er og 60’ernes danske udvikling af Grønland og gennem slædehundepladsernes noget udfordrende lugt.
En af de første gåture bød på en flok hunde med tilhørende slæde, men uden fører, der kom i høj fart, fyldende hele vejen i mørket ved lystbådehavnen og en velvoksen mørk han der kom styrtende den anden vej lidt efter for at løbe op mod centrum, en oplevelse der ofte senere blev suppleret af andre løse hunde, mere eller mindre interesserede i at følge efter én, dog uden at tage en bid.
Samfundsindretningen og infrastrukturen virkede som en mindre lidt lego-agtig udgave af Danmark, og ofte virkede grønlænderne lidt forvirrede og fremmede i den når de skulle sende pakker på posthuset, reparere lysmaster langs vejene og skrive læserbreve og artikler i aviserne.
Brugen af den foretrukne Mac var der til gengæld ikke noget i vejen med, og de unge var klædt som de er i København, plus skibukser.
Sisimiut
Daglige gåture førte gennem havneområdet hvor der blev gået på isflagerne hen til jollen og de fangede fugle og fisk blev lagt op på kajen, og hvor der blev losset anseelige mængder containere med varer og forbrugsgoder som fladskærme, australsk oksekød, adidas-sko, biler og Urtekrams økologiske sæber, videre gennem det turistvenlige museumsområde med tilhørende cafe, mellem forfaldne boligblokke fra hastværket i 50’er og 60’ernes danske udvikling af Grønland og gennem slædehundepladsernes noget udfordrende lugt.
En af de første gåture bød på en flok hunde med tilhørende slæde, men uden fører, der kom i høj fart, fyldende hele vejen i mørket ved lystbådehavnen og en velvoksen mørk han der kom styrtende den anden vej lidt efter for at løbe op mod centrum, en oplevelse der ofte senere blev suppleret af andre løse hunde, mere eller mindre interesserede i at følge efter én, dog uden at tage en bid.
Sisimiut bød på andre danskere end de medstuderende og det blev hurtigt klart at den danske venstrefløjs noget trængte situation, muligvis kan skyldes at så mange af dem er taget til Grønland, og en ikke uvæsentlig del heraf som undervisere ved Arktisk teknologi. En gruppe som bringer mindelser om de missionærer der fulgte med den belgiske Kong Leopold i hans bestræbelser på at civilisere den primitive befolkning i Congo.
Andre danskere var at finde på de kommunale kontorer eller i gang med at fodre de slædehunde de havde som hobby. Nogle danske studerende var vokset op der helt eller delvist, og de øvrige havde ofte et strejf af at have haft brug for lidt luftforandring. Undertegnede skribent regner sig selvfølgeligt ikke til denne gruppe.
Andre danskere var at finde på de kommunale kontorer eller i gang med at fodre de slædehunde de havde som hobby. Nogle danske studerende var vokset op der helt eller delvist, og de øvrige havde ofte et strejf af at have haft brug for lidt luftforandring. Undertegnede skribent regner sig selvfølgeligt ikke til denne gruppe.
Studiet
Nostalgi blev tilbudt i form af undervisningslokalerne, de mindede om klasseværelser i den danske folkeskole nogle årtier tilbage. Den første association med mødet var et vers i PH’s Nå!
”Man gled ind på skolens sure bænkerad.
Bare gab! Så passer læreren kundskabspumpen
med tortur som ligninger af tredje grad.
Man fik hård hud dels på sjælen, dels på rumpen.Der sad man så
og gloede dumt
Så sae man Nå!”
Især den hårde hud på rumpen er rammende. Ikke for det; studiet er absolut ikke uinteressant og man lever så tæt sammen at man får lejlighed til at lære både at elske og hade hinanden….og en hel del derimellem. Gennem studiet vil man blive afkrævet at forstå andre kulturer og agere i dem af undervisere der godt nok oftest har været i Sisimiut før, men øjensynligt kun i lufthavnen, Arteks bygninger og i deres lejlighed. Man kan blive belært om affaldshåndtering i Sisimiut af én der ikke har den fjerneste anelse om hvordan den rent faktisk foregår og af miljøforkæmpere
der ikke har opdaget at de ikke er på Åboulevarden i København i myldretiden, men i et af verdens reneste områder. Man kan blive sat til at skabe en legeplads i en by der i forvejen vel har verdens højeste koncentration af dem i forhold til indbyggertallet. Studiet byder også på en række pædagogisk kompetente, fagligt indsigtsfulde, engagerede, venlige og i al almindelighed fremragende undervisere, og på kurser der forener praksis og undervisning på en måde så man flyver gennem dem og uden at anstrenge sig opsuger store mængder viden........og der er kurser der ligger mellem begejstring og frustration.
Grønlændernes sproglige vanskeligheder vejer tungt i uddannelsen og danske studerende forventes at være villige til at yde en ofte ret stor ekstraindsats i grupperapporterne med tekstkorrektioner, som så ikke bemærkes eller belønnes karaktermæssigt af undervisere og censorer. At få samme eller næsten samme karakter som én man har udført halvdelen af arbejdet for, ved den udglatning der sker karaktermæssigt i gruppeafleveringer, er noget der er blevet bemærket og diskuteret med både undervisere og rektor uden at få udsigt til nogen ændring. Danske studerende indgår ubetalt i enhver forstand i det udviklingsprojekt af Grønland som Artek er tænkt som. På trods af indsatsen og favoriseringen af de grønlandske studerende, går kun omkring 1/3 videre til 4. semester på DTU i Lyngby, mens alle danske, og i undertegnedes tilfælde også alle norske, gør det.
I disse tider præget af på den ene side nationalchauvinisme og disrespekt for andre folkeslag og politisk korrekthed med skyklapper på og bind for øjnene på den anden, er det en muligvis kontroversiel, men ikke desto mindre korrekt konstatering.
Afslutningsvis skal der gøres opmærksom på at Grønland er lige så sammensat og kompleks en størrelse som Danmark. Stereotyperne smuldrer mere og mere under opholdet. Turistblikkets trang til at opleve alt som fantastisk og helt særligt grønlandsk, erstattes af en dagligdags ofte gråmeleret virkelighed med indkøb, lektier, kaffe, træthed og lejlighedsvise anfald af meningsløshed. Modvægten var, seende tilbage her fra Jægerborg ved København, de store mængder smuk hvid sne, løbeturene langs havet og fjeldene i snefygning der gav en sigtbarhed på under 5 m, stimulerende små anfald af angst, den næsten smerteligt enkle omgivende natur, den lejlighedsvise forløsning i samarbejdet med engagerede og dygtige studerende og tanken om at have turdet gøre det.
Skrevet af Bo Østergaard Nielsen.
Nostalgi blev tilbudt i form af undervisningslokalerne, de mindede om klasseværelser i den danske folkeskole nogle årtier tilbage. Den første association med mødet var et vers i PH’s Nå!
”Man gled ind på skolens sure bænkerad.
Bare gab! Så passer læreren kundskabspumpen
med tortur som ligninger af tredje grad.
Man fik hård hud dels på sjælen, dels på rumpen.Der sad man så
og gloede dumt
Så sae man Nå!”
Især den hårde hud på rumpen er rammende. Ikke for det; studiet er absolut ikke uinteressant og man lever så tæt sammen at man får lejlighed til at lære både at elske og hade hinanden….og en hel del derimellem. Gennem studiet vil man blive afkrævet at forstå andre kulturer og agere i dem af undervisere der godt nok oftest har været i Sisimiut før, men øjensynligt kun i lufthavnen, Arteks bygninger og i deres lejlighed. Man kan blive belært om affaldshåndtering i Sisimiut af én der ikke har den fjerneste anelse om hvordan den rent faktisk foregår og af miljøforkæmpere
der ikke har opdaget at de ikke er på Åboulevarden i København i myldretiden, men i et af verdens reneste områder. Man kan blive sat til at skabe en legeplads i en by der i forvejen vel har verdens højeste koncentration af dem i forhold til indbyggertallet. Studiet byder også på en række pædagogisk kompetente, fagligt indsigtsfulde, engagerede, venlige og i al almindelighed fremragende undervisere, og på kurser der forener praksis og undervisning på en måde så man flyver gennem dem og uden at anstrenge sig opsuger store mængder viden........og der er kurser der ligger mellem begejstring og frustration.
Grønlændernes sproglige vanskeligheder vejer tungt i uddannelsen og danske studerende forventes at være villige til at yde en ofte ret stor ekstraindsats i grupperapporterne med tekstkorrektioner, som så ikke bemærkes eller belønnes karaktermæssigt af undervisere og censorer. At få samme eller næsten samme karakter som én man har udført halvdelen af arbejdet for, ved den udglatning der sker karaktermæssigt i gruppeafleveringer, er noget der er blevet bemærket og diskuteret med både undervisere og rektor uden at få udsigt til nogen ændring. Danske studerende indgår ubetalt i enhver forstand i det udviklingsprojekt af Grønland som Artek er tænkt som. På trods af indsatsen og favoriseringen af de grønlandske studerende, går kun omkring 1/3 videre til 4. semester på DTU i Lyngby, mens alle danske, og i undertegnedes tilfælde også alle norske, gør det.
I disse tider præget af på den ene side nationalchauvinisme og disrespekt for andre folkeslag og politisk korrekthed med skyklapper på og bind for øjnene på den anden, er det en muligvis kontroversiel, men ikke desto mindre korrekt konstatering.
Afslutningsvis skal der gøres opmærksom på at Grønland er lige så sammensat og kompleks en størrelse som Danmark. Stereotyperne smuldrer mere og mere under opholdet. Turistblikkets trang til at opleve alt som fantastisk og helt særligt grønlandsk, erstattes af en dagligdags ofte gråmeleret virkelighed med indkøb, lektier, kaffe, træthed og lejlighedsvise anfald af meningsløshed. Modvægten var, seende tilbage her fra Jægerborg ved København, de store mængder smuk hvid sne, løbeturene langs havet og fjeldene i snefygning der gav en sigtbarhed på under 5 m, stimulerende små anfald af angst, den næsten smerteligt enkle omgivende natur, den lejlighedsvise forløsning i samarbejdet med engagerede og dygtige studerende og tanken om at have turdet gøre det.
Skrevet af Bo Østergaard Nielsen.