Grundlov og krig (1814 – 1901)
Efter Napoleonskrigene bestod Danmark ud over øerne og Jylland af Færøerne, Grønland, Island samt hertugdømmerne Holsten, Slesvig og Lauenburg. I alle dele af riget var der en stigende utilfredshed med den kongelige enevælde. Dette fik kong Frederik d. 6 til at indføre en stænderforsamling for hvert område i 1831. Betingelsen for at man kunne vælges ind i denne forsamling var at man havde fast ejendom. Disse forsamlinger indførte blandt andet kommunalt selvstyre. Der var tre store grupperinger – de selvejende store bønder, godsejerne og grundejerne i byerne.
Presset mod kongens magt blev efterhånden så stort at arbejdet på en grundlov blev igangsat. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik d. 7. Danmarks første grundlov. Herved blev der oprettet et folketing og et landsting med valgret for mænd.
I 1850 blev der efter 3 års krig sluttet fred med Tyskland. Konfliktpunktet var Slesvig og Holsten som havde hørte under det danske rige, var selvstyrende, men havde kulturmæssig større tilknytning til Tyskland. Konsekvensen af krigen blev at områderne stadig hørte under Danmark, men befolkningen i de to område så mest af alt Danmark som en besættelsesmagt.
I 1864 blev der indført en ny forfatning hvor kun Slesvig (som er det nordligste område af de to) blev knyttet sammen med Danmark i en grundlov. Dette medførte at Tyskland og Østrig erklærede Danmark krig. Danmark led et totalt nederlag og måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Gennembruddet indenfor landbrug kom efter 1864 hvor det var i stor fremgang – især på grund af en stor eksport til England. Andelsbevægelsen opstod i disse år hvor gårde gik sammen om f.eks. at oprette mejerier. Derved blev det danske landbrug bundet tæt sammen. Dette var unikt og det første sted i verden hvor denne tanke opstod. Byerne udviklede sig også og industrialiseringen som var kommet fra England spredte sig til alle byer i Danmark. Kun lidt over 60% af Danmarks befolkning boede nu på landet.
I perioden blev de gamle standsmæssige forhold mellem befolkningsgrupperne ophævet og de sociale klasser blev nu kun bedømt på baggrund af rigdom. Der opstod tre forskellige grupper på landet, gårdmænd (ejer af en gård), husmænd (ejer af et mindre husmandssted) og daglejere (arbejder for føden – typisk for en gårdmand, eller lejer jord af denne). I byen opstod arbejdsgiver og lønmodtager forholdet. Mange udvandrede i denne periode til USA.
Politisk var der store konflikter. Styret var præget af to partier, Venstre som var landbrugets parti og Højre som var den gamle adels parti. Konflikterne mellem disse partier kulminerede i 1875 hvor en Højre styrede Danmark ved hjælp af midlertidige love som holdt Venstre fra magten. Den industrielle revolution betød at arbejderne organiserede sig og det medførte dannelsen af det tredje parti i danske politik – Socialdemokratiet.
En anden vigtig begivenhed i denne periode var dannelsen af fagbevægelsen. Fagbevægelsen var sammenslutningen af arbejdere – typisk på fabrikker. Denne bevægelse gjorde op med udnyttelsen af arbejderne, der nu kunne forhandle løn og arbejdsforhold samlet i stedet for som enkeltpersoner.
I 1901 fik Danmark for første gang en regering ledet af Venstre.
Presset mod kongens magt blev efterhånden så stort at arbejdet på en grundlov blev igangsat. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik d. 7. Danmarks første grundlov. Herved blev der oprettet et folketing og et landsting med valgret for mænd.
I 1850 blev der efter 3 års krig sluttet fred med Tyskland. Konfliktpunktet var Slesvig og Holsten som havde hørte under det danske rige, var selvstyrende, men havde kulturmæssig større tilknytning til Tyskland. Konsekvensen af krigen blev at områderne stadig hørte under Danmark, men befolkningen i de to område så mest af alt Danmark som en besættelsesmagt.
I 1864 blev der indført en ny forfatning hvor kun Slesvig (som er det nordligste område af de to) blev knyttet sammen med Danmark i en grundlov. Dette medførte at Tyskland og Østrig erklærede Danmark krig. Danmark led et totalt nederlag og måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Gennembruddet indenfor landbrug kom efter 1864 hvor det var i stor fremgang – især på grund af en stor eksport til England. Andelsbevægelsen opstod i disse år hvor gårde gik sammen om f.eks. at oprette mejerier. Derved blev det danske landbrug bundet tæt sammen. Dette var unikt og det første sted i verden hvor denne tanke opstod. Byerne udviklede sig også og industrialiseringen som var kommet fra England spredte sig til alle byer i Danmark. Kun lidt over 60% af Danmarks befolkning boede nu på landet.
I perioden blev de gamle standsmæssige forhold mellem befolkningsgrupperne ophævet og de sociale klasser blev nu kun bedømt på baggrund af rigdom. Der opstod tre forskellige grupper på landet, gårdmænd (ejer af en gård), husmænd (ejer af et mindre husmandssted) og daglejere (arbejder for føden – typisk for en gårdmand, eller lejer jord af denne). I byen opstod arbejdsgiver og lønmodtager forholdet. Mange udvandrede i denne periode til USA.
Politisk var der store konflikter. Styret var præget af to partier, Venstre som var landbrugets parti og Højre som var den gamle adels parti. Konflikterne mellem disse partier kulminerede i 1875 hvor en Højre styrede Danmark ved hjælp af midlertidige love som holdt Venstre fra magten. Den industrielle revolution betød at arbejderne organiserede sig og det medførte dannelsen af det tredje parti i danske politik – Socialdemokratiet.
En anden vigtig begivenhed i denne periode var dannelsen af fagbevægelsen. Fagbevægelsen var sammenslutningen af arbejdere – typisk på fabrikker. Denne bevægelse gjorde op med udnyttelsen af arbejderne, der nu kunne forhandle løn og arbejdsforhold samlet i stedet for som enkeltpersoner.
I 1901 fik Danmark for første gang en regering ledet af Venstre.