Hans Egede's ankomst til Grønland i 1721
Hans Egede blev født i Nordnorge i 1686. Han uddannede sig som teologisk embedsmand i København, og flyttede derefter Vågen i Nordnorge i 1707.
I 1710 ville han missionere mellem eskimoerne og finde de efterkommere af Nordmændene så derfor fremførte han sin ansøgning og planer til biskop og myndigheder.
På trods af økonomiske problemer og langvarig forhandlinger, lykkedes det ham at rejse til Grønland i 1721. Turen blev finansieret af Bergens købmændene, der samlede penge til turen. Disse sikrede sig med kongens støtte, eneret til grønlandske handel. Handelen skulle blandt andet dække missionen udgifter.
Hans Egede var øverst kommanderende, men med tiden fik købmændende fra Bergen mere og mere selvstændighed. Der opstod tit uenighed mellem missionen og handelen, hvor missionen vil gerne samle grønlænderne sammen og handelen vil gerne have at grønlænderne er mere spredt med hensyn til fangsten.
På rejsen mødte de første grønlændere i kajakker ved Godthåbfjorden. Grønlænderne havde på dette tidpunkt allerede mødt skibe før, da de gemmer sig i klipperne, så snar de så et skib ved kysten. Grønlænderne var dog ikke vant til at se kvinder og børn på hvalfangerskibene og derfor viste de at der var noget særlig ved dette skib.
HÅBETS Ø
Den 3. Juli nåede skibet Håbets Ø, hvor de begyndte at bygge huse. Der var dog mange ting der mod forventning mislykkedes. De fandt ikke nogen tegn på nordboernes efterkommere, dog fandt de tre sprog som kunne ligne norsk, hvor imod resten af sprogene var helt uforståelige. Bergens købmændene fik ikke den forventede indtægt, da grønlænderne foretrak at sælge deres ting til hollænderne, som de var kendte med i forvejen.
Missionsarbejdet gik meget langsomt på grund af sprogvanskelighederne, og da det var vigtige for Hans Egede at grønlænderne kendte kristendommens grundidéer og kendte katekismen før de blev døbt, ville han ikke døbe børn, før han var sikker på at, børnene vil få en god kristen opdragelse.
Hans Egede prøvede at klare sprogvanskeligheden ved selv at lære sproget og ved at lære sine børn dette. Herudover lærte han unge grønlandske drenge på dansk.
Det var også meget svært at overvinde grønlandske mistillid til fremmede. De vil ikke vise ham deres fiskemetode og fiskepladser. Dog blev tilliden bedre, efter at Hans Egede sendte en ung grønlænder til Danmark. Da han vendte til Grønland kunne han fortælle at han var blevet behandlet godt.
For at finde efterkommere af nordboerne rejste Hans Egede til Sydgrønland med konebåd i 1723. Han mente at Østerbygden måtte ligge på østkysten Grønland. På vejen tog han til Østerbygden ved Julienehåb uden at vide at det var Østerbygden. Hans Egede nåede kun til Nanortalik før han var nødt til at vende tilbage.
GODTHÅB
Underskuddet blev større og større og på grund af konflikter med udenlandske skibe ved Grønland overtager staten kolonisationen.
Hans Egede havde tidligere iværksat en hvalfangstanlæg i Holsteinsborg, men blev brændt af, af hollænderne. Disse hændelser skulle nu undgås og derfor sendte kongen sine soldater til Grønland på tre kongelige skibe i 1728. Kommandøren hed Pårs og han skulle være repræsentant for kongen og den øverste myndighed i landet.
Med på skibene var der også islandske familier, som skulle opstarte landbruget i fjordene. Man vil sikre bebyggelsen ved at sende 12 straffefanger op som forinden ved lodtrækning var blevet gift med 12 piger fra forbedringshuset.
Kongens soldater og Hans Egedes folk opbyggede en lille koloni kaldet Godthåb, hvor beboerne fra Håbets Ø flyttede til. Det blev en forfærdelig vinter og 45 mennesker døde under vinteren hvoraf 10 af dem var straffefangere. De var for dårligt ernærede og mange af dem kunne ikke klare det hårde arbejde. De overlevende begyndte at planlægge mytteri mod Egede og Pårs. Modstandere af de to blev dog straffet hårdt og mange grønlændere begyndte at flygte fra disse nye kolonister, hvorimod gammle, syge og enlige kvinder valgte at blive i kolonien, da de ikke kunne ernære sig selv.
Det næste forår rejste Pårs sammen med nogle soldatter til Ameralik fjorden, da kongen havde givet ordrer om at de skulle rejse til østsiden af Grønland. Da de nået op på indlandsisen fandt de hurtige ud af, at det var umuligt at krydse denne og opgav ekspeditionen, Den følgende sommer flyttede de til nord for Nipisat, som blev anden station i landet.
Kongen døde og situationen blev kritisk. Handelen var stadigvæk dårlig og missionen gik stadig meget langsomt. Den nye konge Kristian den 6., opgav kolonisationen og sendte et skib i 1731, hvor alt mandskab skulle hentes hjem. Men Hans Egede og andre frivillige vil ikke rejse tilbage, selvom der vil ikke være noget skib det næste år. Han sendte dog et bønnebrev til kongen om ikke at opgive missionen.
HERRNHUTERNE
Netop i disse år opstod den tyske pietisme der ændrede tankegangen fra lærdom og teologi til tro og fromhed. Kongen og hans familie blev grebet af den nye tankegang og rettede derfor fokus på sine ikke kristelig riger i Trankebar, Vestindien og Grønland. Der havde aldrig været nogen mission i Trankebar og Vestindien og de ønskede at Grønland også fik den rette tro. Hans Egede var dog mere gammeldags anlagt og brød sig ikke om de moderne strømninger.
I 1732 ankom der et skib til Grønland. Hans Egede havde besked fra kongen om at han skal fortsætte og udvide missionen. Med skibet kom der også 3 herrnhutiske missionærer, fætrene Stach og lederen Chr. David.
Forholdet mellem de nye og Hans Egede blev hurtigt dårligt, de nyankommende missionære flyttede et stykke fra den gamle koloni og forsøgte flere gange at mistænkeligegøre Hans Egede og hans mission. Hans Egede kunne mærke at de nye missionærer blev favoriseret af kongen og at hans arbejde nedvurderet. Samtidig skulle grønlænderne nu vælge to forskellige udgave af kristendom. Dette har sandsynligvis medført en lavere tillid til missionærerne. Alligevel hjalp Hans Egede, konen og sønnen de nye ankomster på mange måder, f.eks. ved sprogundervisning.
DE SIDSTE ÅR
I 1734 rejste en ung grønlander tilbage til Grønland, efter han har været i Danmark. Han var blevet smittet af kopper og sygdommen spredte sig meget hurtigt. Mange af de smittede grønlændere flygtede da de indså af befolkningen begyndte at dø. Senere døde Hans Egedes kone også. Kun under 10 % af kystens befolkning overlevede.
Hans Egedes søn Poul kom tilbage til Grønland som missionær efter at han var blevet færdig med sin uddannelse og overtog dermed sin fars opgaver
Efter 15 år i Grønland rejste Hans Egede tilbage til Danmark, hvor han overtog ledelse i præsteuddannelsen. Herudover blev han biskop. Hans Egede fortsatte dog med at med Grønland.
I 1710 ville han missionere mellem eskimoerne og finde de efterkommere af Nordmændene så derfor fremførte han sin ansøgning og planer til biskop og myndigheder.
På trods af økonomiske problemer og langvarig forhandlinger, lykkedes det ham at rejse til Grønland i 1721. Turen blev finansieret af Bergens købmændene, der samlede penge til turen. Disse sikrede sig med kongens støtte, eneret til grønlandske handel. Handelen skulle blandt andet dække missionen udgifter.
Hans Egede var øverst kommanderende, men med tiden fik købmændende fra Bergen mere og mere selvstændighed. Der opstod tit uenighed mellem missionen og handelen, hvor missionen vil gerne samle grønlænderne sammen og handelen vil gerne have at grønlænderne er mere spredt med hensyn til fangsten.
På rejsen mødte de første grønlændere i kajakker ved Godthåbfjorden. Grønlænderne havde på dette tidpunkt allerede mødt skibe før, da de gemmer sig i klipperne, så snar de så et skib ved kysten. Grønlænderne var dog ikke vant til at se kvinder og børn på hvalfangerskibene og derfor viste de at der var noget særlig ved dette skib.
HÅBETS Ø
Den 3. Juli nåede skibet Håbets Ø, hvor de begyndte at bygge huse. Der var dog mange ting der mod forventning mislykkedes. De fandt ikke nogen tegn på nordboernes efterkommere, dog fandt de tre sprog som kunne ligne norsk, hvor imod resten af sprogene var helt uforståelige. Bergens købmændene fik ikke den forventede indtægt, da grønlænderne foretrak at sælge deres ting til hollænderne, som de var kendte med i forvejen.
Missionsarbejdet gik meget langsomt på grund af sprogvanskelighederne, og da det var vigtige for Hans Egede at grønlænderne kendte kristendommens grundidéer og kendte katekismen før de blev døbt, ville han ikke døbe børn, før han var sikker på at, børnene vil få en god kristen opdragelse.
Hans Egede prøvede at klare sprogvanskeligheden ved selv at lære sproget og ved at lære sine børn dette. Herudover lærte han unge grønlandske drenge på dansk.
Det var også meget svært at overvinde grønlandske mistillid til fremmede. De vil ikke vise ham deres fiskemetode og fiskepladser. Dog blev tilliden bedre, efter at Hans Egede sendte en ung grønlænder til Danmark. Da han vendte til Grønland kunne han fortælle at han var blevet behandlet godt.
For at finde efterkommere af nordboerne rejste Hans Egede til Sydgrønland med konebåd i 1723. Han mente at Østerbygden måtte ligge på østkysten Grønland. På vejen tog han til Østerbygden ved Julienehåb uden at vide at det var Østerbygden. Hans Egede nåede kun til Nanortalik før han var nødt til at vende tilbage.
GODTHÅB
Underskuddet blev større og større og på grund af konflikter med udenlandske skibe ved Grønland overtager staten kolonisationen.
Hans Egede havde tidligere iværksat en hvalfangstanlæg i Holsteinsborg, men blev brændt af, af hollænderne. Disse hændelser skulle nu undgås og derfor sendte kongen sine soldater til Grønland på tre kongelige skibe i 1728. Kommandøren hed Pårs og han skulle være repræsentant for kongen og den øverste myndighed i landet.
Med på skibene var der også islandske familier, som skulle opstarte landbruget i fjordene. Man vil sikre bebyggelsen ved at sende 12 straffefanger op som forinden ved lodtrækning var blevet gift med 12 piger fra forbedringshuset.
Kongens soldater og Hans Egedes folk opbyggede en lille koloni kaldet Godthåb, hvor beboerne fra Håbets Ø flyttede til. Det blev en forfærdelig vinter og 45 mennesker døde under vinteren hvoraf 10 af dem var straffefangere. De var for dårligt ernærede og mange af dem kunne ikke klare det hårde arbejde. De overlevende begyndte at planlægge mytteri mod Egede og Pårs. Modstandere af de to blev dog straffet hårdt og mange grønlændere begyndte at flygte fra disse nye kolonister, hvorimod gammle, syge og enlige kvinder valgte at blive i kolonien, da de ikke kunne ernære sig selv.
Det næste forår rejste Pårs sammen med nogle soldatter til Ameralik fjorden, da kongen havde givet ordrer om at de skulle rejse til østsiden af Grønland. Da de nået op på indlandsisen fandt de hurtige ud af, at det var umuligt at krydse denne og opgav ekspeditionen, Den følgende sommer flyttede de til nord for Nipisat, som blev anden station i landet.
Kongen døde og situationen blev kritisk. Handelen var stadigvæk dårlig og missionen gik stadig meget langsomt. Den nye konge Kristian den 6., opgav kolonisationen og sendte et skib i 1731, hvor alt mandskab skulle hentes hjem. Men Hans Egede og andre frivillige vil ikke rejse tilbage, selvom der vil ikke være noget skib det næste år. Han sendte dog et bønnebrev til kongen om ikke at opgive missionen.
HERRNHUTERNE
Netop i disse år opstod den tyske pietisme der ændrede tankegangen fra lærdom og teologi til tro og fromhed. Kongen og hans familie blev grebet af den nye tankegang og rettede derfor fokus på sine ikke kristelig riger i Trankebar, Vestindien og Grønland. Der havde aldrig været nogen mission i Trankebar og Vestindien og de ønskede at Grønland også fik den rette tro. Hans Egede var dog mere gammeldags anlagt og brød sig ikke om de moderne strømninger.
I 1732 ankom der et skib til Grønland. Hans Egede havde besked fra kongen om at han skal fortsætte og udvide missionen. Med skibet kom der også 3 herrnhutiske missionærer, fætrene Stach og lederen Chr. David.
Forholdet mellem de nye og Hans Egede blev hurtigt dårligt, de nyankommende missionære flyttede et stykke fra den gamle koloni og forsøgte flere gange at mistænkeligegøre Hans Egede og hans mission. Hans Egede kunne mærke at de nye missionærer blev favoriseret af kongen og at hans arbejde nedvurderet. Samtidig skulle grønlænderne nu vælge to forskellige udgave af kristendom. Dette har sandsynligvis medført en lavere tillid til missionærerne. Alligevel hjalp Hans Egede, konen og sønnen de nye ankomster på mange måder, f.eks. ved sprogundervisning.
DE SIDSTE ÅR
I 1734 rejste en ung grønlander tilbage til Grønland, efter han har været i Danmark. Han var blevet smittet af kopper og sygdommen spredte sig meget hurtigt. Mange af de smittede grønlændere flygtede da de indså af befolkningen begyndte at dø. Senere døde Hans Egedes kone også. Kun under 10 % af kystens befolkning overlevede.
Hans Egedes søn Poul kom tilbage til Grønland som missionær efter at han var blevet færdig med sin uddannelse og overtog dermed sin fars opgaver
Efter 15 år i Grønland rejste Hans Egede tilbage til Danmark, hvor han overtog ledelse i præsteuddannelsen. Herudover blev han biskop. Hans Egede fortsatte dog med at med Grønland.