Det overordnede samspil
På baggrund af Anne Binterkrantz interviews der ligger til grund for artiklen ”På danske hænder? Samspillet mellem grønlændere og danskere i den grønlandske forvaltning” er opstillet en en række udtalelser fra henholdsvis grønlandske og danske ansatte i hjemmestyret, og 2 af de fire kommuner.
sammenspillet mellem grønlændere og danskere
Af de uddrag der er taget med i Artiklen fra interviewene får man et klart billede af at der er en tindens til at grønlandske ansatte i hjemmestyret er bevidste om at der er forskelle på de danske og grønlandske ansatte, og mærker dette i hverdagen. Hvor de danske ansatte i hjemmestyret har en klart mere positiv tilgang til samspillet, og ikke mener der er forskelle. ( skal ikke medtages - er det dansk kultur at være udtale sig positivt, når det er en selv der har det bedst?) I kommunerne, er der ud fra uddragene hos grønlænderne og danskerne, en større erkendelse af at der kan forekomme konflikter grundet kulturelle eller baggrundsmæssige forskelle. Flere peger dog på at det er mindre problemer, uden større betydning, og at det generelle sammenhold er godt.
Anne Binterkrantz mener selv at der generelt er den holdningen hos alle de interviewede, at der er et overordnet godt samspil mellem alle medarbejdere. Dog mener hun samtidig at danskerne havde en klart mere positiv holdning til spørgsmålet omkring samspillet i forhold til grønlænderne. Hun skriver at enkelte grønlændere kom med eksempler på andre grønlændere der brokkede sig over danskerne, samt flere af grønlænderne med konkrete eksempler på misforståelser grundet sprog og skæv opgavefordeling mellem danskerne og grønlænderne.
Forskelle på danske og grønlandske medarbejdere
Selv om der er overordnet set er et godt samspil mellem danskere og grønlændere i den grønlandske forvaltning, giver udragene omkring hvad interwiev personerne mener omkring forskelle på danskere og grønlændere et klart billede af at der bestemt er forskel på de to grupper. Generelt mener både danskere og grønlændere det samme, nemlig at danskerne er frembrusende, direkte og dominerende, og grønlænderne tilbageholdende, konfliktsky og bange for at tage ansvar. Dog er der forskel på udtalelserne fra kommunerne og hjemmestyret blandt danskerne. I hjemmestyret virker det ikke til at forskellen mellem dansker og grønlænder er så markant som i kommunerne. Anne Binderkatz perger på at dette formegentligt skyldes to ting. Dels at der arbejder mange danskere i hjemmestyret, så danskerne overser måske nemmere forskellene. Og dels at grønlænderne ansat i hjemmestyret typisk har mere uddannelse end grønlændere ansat i kommunerne. Anne Binterkrantz skriver også at hovedparten af danskere med ledelses ansvar i kommunerne mener at man som dansker må tilpasse sig den grønlandske mentalitet, ikke være for dominerende, samt være bevidst om hvordan opgaver uddeles. Her henviser hun til at danskerne i modsætning til i hjemmestyret er i undertal, og derfor måske er mere opmærksomme på forskellene.
Betydningen af den dobbeltsprogede forvaltning
Ud fra de udsagn de interviewede giver til spørgsmålet ”hvad har det af betydning at forvaltningen er dobbeltsproget”, er der overordnet set en klar tildens til at, grønlænderne mener det har en stor betydning, og at grønlænderne ville være mere aktive i samtaler, hvis de kunne udtrykke sig på deres modersmål. Hos danskerne er den generelle holdning, at sproget ikke har den store betydning for adfærden, men dog at der er forskel i adfærden generelt hos danskere og grønlændere. Ud fra udsagn lyder det til at man er mere tolerant overfor at lade grønlænderne snakke grønlandsk på møderne hos kommunerne end i hjemmestyret, og er mere opmærksom på at det er en nødvendighed for at få alle engageret i samtalerne. Generelt virker det til at grønlandsksprogede ansat i hjemmestyret føler sig bebyrdet af tolke og oversætningsopgaver, som danskerne af gode grunde ikke kan påtage sig grundet de manglende sprogkundskaber. Hos ansatte i hjemmestyret, er der fra både danskeres og grønlænderes side en holdning til at den dobbeltsprogede forvaltning skaber problemer, og er resurcekrævende.
Anne Binterkrantz skriver i sin artikkel at der som hun forstår det er stort set lige meget tolke og oversætningsopgaver i kommunerne og hjemmestyret, men at ansatte i kommunerne ser oversættelsesopgaver som en praktisk løsning på en problemstilling, og ikke som en belastning som der er tilbøjelighed til hos de grønladsksprogede hjemmestyreansatte.
sammenspillet mellem grønlændere og danskere
Af de uddrag der er taget med i Artiklen fra interviewene får man et klart billede af at der er en tindens til at grønlandske ansatte i hjemmestyret er bevidste om at der er forskelle på de danske og grønlandske ansatte, og mærker dette i hverdagen. Hvor de danske ansatte i hjemmestyret har en klart mere positiv tilgang til samspillet, og ikke mener der er forskelle. ( skal ikke medtages - er det dansk kultur at være udtale sig positivt, når det er en selv der har det bedst?) I kommunerne, er der ud fra uddragene hos grønlænderne og danskerne, en større erkendelse af at der kan forekomme konflikter grundet kulturelle eller baggrundsmæssige forskelle. Flere peger dog på at det er mindre problemer, uden større betydning, og at det generelle sammenhold er godt.
Anne Binterkrantz mener selv at der generelt er den holdningen hos alle de interviewede, at der er et overordnet godt samspil mellem alle medarbejdere. Dog mener hun samtidig at danskerne havde en klart mere positiv holdning til spørgsmålet omkring samspillet i forhold til grønlænderne. Hun skriver at enkelte grønlændere kom med eksempler på andre grønlændere der brokkede sig over danskerne, samt flere af grønlænderne med konkrete eksempler på misforståelser grundet sprog og skæv opgavefordeling mellem danskerne og grønlænderne.
Forskelle på danske og grønlandske medarbejdere
Selv om der er overordnet set er et godt samspil mellem danskere og grønlændere i den grønlandske forvaltning, giver udragene omkring hvad interwiev personerne mener omkring forskelle på danskere og grønlændere et klart billede af at der bestemt er forskel på de to grupper. Generelt mener både danskere og grønlændere det samme, nemlig at danskerne er frembrusende, direkte og dominerende, og grønlænderne tilbageholdende, konfliktsky og bange for at tage ansvar. Dog er der forskel på udtalelserne fra kommunerne og hjemmestyret blandt danskerne. I hjemmestyret virker det ikke til at forskellen mellem dansker og grønlænder er så markant som i kommunerne. Anne Binderkatz perger på at dette formegentligt skyldes to ting. Dels at der arbejder mange danskere i hjemmestyret, så danskerne overser måske nemmere forskellene. Og dels at grønlænderne ansat i hjemmestyret typisk har mere uddannelse end grønlændere ansat i kommunerne. Anne Binterkrantz skriver også at hovedparten af danskere med ledelses ansvar i kommunerne mener at man som dansker må tilpasse sig den grønlandske mentalitet, ikke være for dominerende, samt være bevidst om hvordan opgaver uddeles. Her henviser hun til at danskerne i modsætning til i hjemmestyret er i undertal, og derfor måske er mere opmærksomme på forskellene.
Betydningen af den dobbeltsprogede forvaltning
Ud fra de udsagn de interviewede giver til spørgsmålet ”hvad har det af betydning at forvaltningen er dobbeltsproget”, er der overordnet set en klar tildens til at, grønlænderne mener det har en stor betydning, og at grønlænderne ville være mere aktive i samtaler, hvis de kunne udtrykke sig på deres modersmål. Hos danskerne er den generelle holdning, at sproget ikke har den store betydning for adfærden, men dog at der er forskel i adfærden generelt hos danskere og grønlændere. Ud fra udsagn lyder det til at man er mere tolerant overfor at lade grønlænderne snakke grønlandsk på møderne hos kommunerne end i hjemmestyret, og er mere opmærksom på at det er en nødvendighed for at få alle engageret i samtalerne. Generelt virker det til at grønlandsksprogede ansat i hjemmestyret føler sig bebyrdet af tolke og oversætningsopgaver, som danskerne af gode grunde ikke kan påtage sig grundet de manglende sprogkundskaber. Hos ansatte i hjemmestyret, er der fra både danskeres og grønlænderes side en holdning til at den dobbeltsprogede forvaltning skaber problemer, og er resurcekrævende.
Anne Binterkrantz skriver i sin artikkel at der som hun forstår det er stort set lige meget tolke og oversætningsopgaver i kommunerne og hjemmestyret, men at ansatte i kommunerne ser oversættelsesopgaver som en praktisk løsning på en problemstilling, og ikke som en belastning som der er tilbøjelighed til hos de grønladsksprogede hjemmestyreansatte.