Arktisk Teknologi, et multikulturelt projekt
Udvikling eller assimilering
Udviklingen af Grønland som Danmark blev pålagt af FN efter 2. verdenskrig har gennemløbet flere perioder fra opbygningsprogrammerne i G50 og G60, over politisk selvstændighed, først i Hjemmestyret og så i udvidet form i det nuværende Selvstyre og ser ud til at gå mod fuldstændig løsrivelse fra rigsfællesskabet med Danmark.
Danmark har i store træk overført dansk tænkning og struktur. Det gælder byggeriet, infrastrukturen, den offentlige forvaltnings karakter, uddannelsessystemet og det politiske system.
Det betyder at danskere der er kommet til Grønland, har kunnet gå ind i et velkendt system og tilmed i en kommunal forvaltning hvor der tales dansk, mens grønlændere står overfor en fremmed samfundsindretning med et delvist fremmed sprog i deres eget land. Adgangen til at klare sig godt i dette system har oftest været at have en forælder der er dansk.
Fanger Kristian Eipe i sin traditionelle fangstdragt i Qaanaaq.
Foto: Life on Thin ice.
I forlængelse af kolonitiden
Arktisk Teknologi ( Artek ) placerer sig som en forlængelse af denne proces. Uddannelsen er et udtryk for vestlig teknisk og industriel tænkning, undervisningen foregår på dansk og langt hovedparten af underviserne er danske. De grønlandske undervisere der begynder at indfinde sig, er uddannet i samme danske system.
Artek beskriver uddannelsen: ”I Grønland og andre arktiske egne er der stort behov for at udvikle leveforholdene og samfundsstrukturen samt skabe et økonomisk grundlag gennem udnyttelse af de enorme naturressourcer.”
Uddannelsen er en del af et udviklingsprojekt for Grønland, hvor samfundsudviklingen skal påvirkes og der peges specifikt på økonomi og udnyttelse af naturressourcer. Der er gennem uddannelsen truffet et valg fra dansk side om hvilken retning udviklingen skal tage.
Bæredygtighed
Projekter som lavenergihuse, bæredygtig energiforsyning, bekæmpelse af forurening, etc. bliver lanceret i et område hvor overlevelsesnære emner som arbejdspladser, dagligdagsøkonomi og en erhvervsudvikling der skaber muligheden for en bare nogenlunde fornuftig national økonomi, placerer sig højere på ønskelisten. Dagsordener hjemhørende i Danmark overføres til Grønland uagtet hvordan de passer ind i udviklingen. Forureningsproblematikken indføres i noget af verdens reneste miljø, og bæredygtighed indenfor fangst og fiskeri introduceres til et samfund der i århundreder har praktiseret bæredygtighed, hvor rovdrift er introduceret af Danmark og andre vestlige lande. Det er spørgsmålet om Artek ikke gennem at give de privilegerede grønlændere der har dansk med i bagagen mulighed for at tage en ingeniøruddannelse, er med til at øge den sociale ulighed i Grønland som i forvejen er den højeste blandt landene i norden.
Placerende sig som et multikulturelt projekt, kan det vurderes hvorvidt institutionen Artek, der bl.a. ved denne internetbaserede håndbog ønsker at få bud på hvordan multikulturel projektledelse kan foregå, selv har løftet sin opgave. Umiddelbart ser det skidt ud.
Det er i debatten om indvandrere i Danmark blevet diskuteret om de er blevet integreret eller assimileret. Samme spørgsmål er i høj grad værd at overføre til Grønland, givet den nævnte mængde træk overført med meget lidt tilførsel af lokalkolorit til Grønland, eller med direkte blindhed.
Artek kan opfattes som en videreføring af den velmenende oplysning af det der er blevet opfattet som et primitivt folkeslag, begyndende med Hans Egede. Det der begyndte som en kristning er gået over til at være en akademisering og introduktion af teknisk tænkning og ikke på grønlandske præmisser. Uddannelsen illustrerer en skillelinie mellem dem der kan klare sig i det dansk opbyggede system og dem der ikke kan eller måske ikke vil. Det kan indvendes at udviklingen giver flere og flere grønlændere de gode pladser, men prisen er en uddannelse i Danmark, at lære dansk og at indordne sig under primært danske værdiopfattelser. Den meget markante nationalisme der også præger Grønland med folkedragter, fangeridyllisering, shamanisme og en voldsom interesse for at male eller fotografere isbjørne, sæler, fortidens ånder osv. kan ses som en modreaktion på Danmarks dominerende indflydelse, men den har kun ringe reel indflydelse på den generelle samfundsudvikling og hverdagen i en grønlandsk by minder om livet i en dansk købstad med Brugsen, børnehaver, asfaltveje med firehjulstrækkere, sportshal, biograf, mærkevare-vintertøj, cafeer, iPad og bager.
Udviklingen af Grønland som Danmark blev pålagt af FN efter 2. verdenskrig har gennemløbet flere perioder fra opbygningsprogrammerne i G50 og G60, over politisk selvstændighed, først i Hjemmestyret og så i udvidet form i det nuværende Selvstyre og ser ud til at gå mod fuldstændig løsrivelse fra rigsfællesskabet med Danmark.
Danmark har i store træk overført dansk tænkning og struktur. Det gælder byggeriet, infrastrukturen, den offentlige forvaltnings karakter, uddannelsessystemet og det politiske system.
Det betyder at danskere der er kommet til Grønland, har kunnet gå ind i et velkendt system og tilmed i en kommunal forvaltning hvor der tales dansk, mens grønlændere står overfor en fremmed samfundsindretning med et delvist fremmed sprog i deres eget land. Adgangen til at klare sig godt i dette system har oftest været at have en forælder der er dansk.
Fanger Kristian Eipe i sin traditionelle fangstdragt i Qaanaaq.
Foto: Life on Thin ice.
I forlængelse af kolonitiden
Arktisk Teknologi ( Artek ) placerer sig som en forlængelse af denne proces. Uddannelsen er et udtryk for vestlig teknisk og industriel tænkning, undervisningen foregår på dansk og langt hovedparten af underviserne er danske. De grønlandske undervisere der begynder at indfinde sig, er uddannet i samme danske system.
Artek beskriver uddannelsen: ”I Grønland og andre arktiske egne er der stort behov for at udvikle leveforholdene og samfundsstrukturen samt skabe et økonomisk grundlag gennem udnyttelse af de enorme naturressourcer.”
Uddannelsen er en del af et udviklingsprojekt for Grønland, hvor samfundsudviklingen skal påvirkes og der peges specifikt på økonomi og udnyttelse af naturressourcer. Der er gennem uddannelsen truffet et valg fra dansk side om hvilken retning udviklingen skal tage.
Bæredygtighed
Projekter som lavenergihuse, bæredygtig energiforsyning, bekæmpelse af forurening, etc. bliver lanceret i et område hvor overlevelsesnære emner som arbejdspladser, dagligdagsøkonomi og en erhvervsudvikling der skaber muligheden for en bare nogenlunde fornuftig national økonomi, placerer sig højere på ønskelisten. Dagsordener hjemhørende i Danmark overføres til Grønland uagtet hvordan de passer ind i udviklingen. Forureningsproblematikken indføres i noget af verdens reneste miljø, og bæredygtighed indenfor fangst og fiskeri introduceres til et samfund der i århundreder har praktiseret bæredygtighed, hvor rovdrift er introduceret af Danmark og andre vestlige lande. Det er spørgsmålet om Artek ikke gennem at give de privilegerede grønlændere der har dansk med i bagagen mulighed for at tage en ingeniøruddannelse, er med til at øge den sociale ulighed i Grønland som i forvejen er den højeste blandt landene i norden.
Placerende sig som et multikulturelt projekt, kan det vurderes hvorvidt institutionen Artek, der bl.a. ved denne internetbaserede håndbog ønsker at få bud på hvordan multikulturel projektledelse kan foregå, selv har løftet sin opgave. Umiddelbart ser det skidt ud.
Det er i debatten om indvandrere i Danmark blevet diskuteret om de er blevet integreret eller assimileret. Samme spørgsmål er i høj grad værd at overføre til Grønland, givet den nævnte mængde træk overført med meget lidt tilførsel af lokalkolorit til Grønland, eller med direkte blindhed.
Artek kan opfattes som en videreføring af den velmenende oplysning af det der er blevet opfattet som et primitivt folkeslag, begyndende med Hans Egede. Det der begyndte som en kristning er gået over til at være en akademisering og introduktion af teknisk tænkning og ikke på grønlandske præmisser. Uddannelsen illustrerer en skillelinie mellem dem der kan klare sig i det dansk opbyggede system og dem der ikke kan eller måske ikke vil. Det kan indvendes at udviklingen giver flere og flere grønlændere de gode pladser, men prisen er en uddannelse i Danmark, at lære dansk og at indordne sig under primært danske værdiopfattelser. Den meget markante nationalisme der også præger Grønland med folkedragter, fangeridyllisering, shamanisme og en voldsom interesse for at male eller fotografere isbjørne, sæler, fortidens ånder osv. kan ses som en modreaktion på Danmarks dominerende indflydelse, men den har kun ringe reel indflydelse på den generelle samfundsudvikling og hverdagen i en grønlandsk by minder om livet i en dansk købstad med Brugsen, børnehaver, asfaltveje med firehjulstrækkere, sportshal, biograf, mærkevare-vintertøj, cafeer, iPad og bager.
Måler man Artek på dets nuværende rolle og ikke på de muligvis ædle intentioner, må succesen som et multikulturelt projekt, der skulle give plads til, i dette tilfælde etniske kulturelle forskelligheder på et socialt og økonomisk bæredygtigt grundlag, siges at være yderst begrænset.
Opbygningen af den delvise industrialisering af f.eks. fiskeriet, der har vist sig at være urentabel og dermed fastholdende Grønland i en økonomisk afhængighed af bloktilskuddet fra Danmark, kan meget vel vise sig at blive efterfulgt af lignende projekter, skabt af ingeniører uddannet under Artek. I dansk eller grønlandsk interesse?
Dybhavsrødfisk. Foto: Grønlands Naturinstitut.
Skrevet af Bo Østergaard Nielsen.
Litteratur og kilder:
”På danske hænder? Samspillet mellem grønlændere og danskere i den grønlandske forvaltning” Anne Binderkrantz, Politica, nr.2. 2008.
”En anden verden. Fordomme og stereotyper om Grønland og Arktis” 2008 Lili Rastad Bjørst, Forlaget BIOS.
Egne erfaringer fra 1 ½ år i Sisimiut og andre steder i Grønland.
Opbygningen af den delvise industrialisering af f.eks. fiskeriet, der har vist sig at være urentabel og dermed fastholdende Grønland i en økonomisk afhængighed af bloktilskuddet fra Danmark, kan meget vel vise sig at blive efterfulgt af lignende projekter, skabt af ingeniører uddannet under Artek. I dansk eller grønlandsk interesse?
Dybhavsrødfisk. Foto: Grønlands Naturinstitut.
Skrevet af Bo Østergaard Nielsen.
Litteratur og kilder:
”På danske hænder? Samspillet mellem grønlændere og danskere i den grønlandske forvaltning” Anne Binderkrantz, Politica, nr.2. 2008.
”En anden verden. Fordomme og stereotyper om Grønland og Arktis” 2008 Lili Rastad Bjørst, Forlaget BIOS.
Egne erfaringer fra 1 ½ år i Sisimiut og andre steder i Grønland.